Mange af vores kunder leverer en færdig fil den ene dag og ønsker færdige tryksager leveret den næste. For at sikre den hurtige levering og den rette kvalitet er det vigtigt, at den leverede fil er trykklar.


Vi har samlet en række gode råd til, hvordan vi sikrer en kort leveringstid af et kvalitetsprodukt.


Dokumentformater
Cool Gray arbejder både i Windows og på Macintosh og modtager filer i formater fra Adobe InDesign, QuarkXpress og PageMaker. Men nemmest og sikrest for alle er det, hvis vi modtager højtopløselige PDF-dokumenter. Har du dit dokument liggende i Microsoft Word, Excel eller Publisher modtager vi også det, men det kræver ekstra arbejde, så husk altid at informere om det på forhånd.


Din grafiske konsulent og produktionskoordinator har tilrettelagt trykjobbet på baggrund af de aftalte specifikationer. Når filen uploades er det derfor vigtigt, at dokumentstørrelsen svarer til det aftalte. Hvis der undervejs ændres størrelse eller sideantal, skal der derfor gives besked til Cool Gray, så ændringen bliver registreret i produktionsplanen så tidligt i forløbet som muligt.


Skrifter og billeder
Den uploadede fil skal indeholde alle skrifter og højtopløselige billeder. Billederne skal som tommelfingerregel ligge i 300 dpi ved anvendelse i 100 % størrelse. Der kan være situationer, hvor det ikke er muligt at fremskaffe et billede i en korrekt opløsning, men hvor du stadig ønsker det trykt. Fortæl dette på forhånd, så processen ikke bliver forsinket af, at vi evt. unødigt stopper sagen i vores interne kvalitetskontrol. Ved logoer og anden grafik er det mest hensigtsmæssigt at anvende vektorgrafik (.eps-filer), som kan skaleres frit.


Husk også at gennemgå dit dokument for beskæring. Det er nemmest allerede i layoutfasen at trække billeder til beskæring, så det ikke glemmes senere. Ved at trække billeder og andre elementer, der skal gå til kant, 5 mm ud over kant til beskæring på alle sider af dokumentet undgås eventuelle kedelige, hvide kanter på den renskårne tryksag.


Farver
Alle elementer i det trykklare dokument skal ligge i cmyk. Vær opmærksom på, at farverummet til cmyk er meget mindre end RGB farverummet. Det betyder, at de farver, som du ser på din skærm ikke gengives identisk i tryksagen.Vil du sikre dig en bestemt farvegengivelse, anbefaler vi, at du bestiller et digitalt prøvetryk (cromalin) af de billeder og elementer, det handler om. Prøvetrykket tilpasses det papir, tryksagen skal køre på. Bruger du pantonefarver i dit dokument, så husk at oplyse din grafiske konsulent om pantonenr. ved booking af trykordren.
 

Vær også opmærksom på, at sorte flader ofte bør laves som dybsort for at undgå evt. skift i nuancer. Vi anbefaler at dybsort laves ved at lægge 55 % cyan, 55 % magenta og 45 % gul under en 100 % sort.


Godkendelse
Når tryksagen er tilrettelagt til pladeproduktion udkører Cool Gray et sherpaprint til din endelig godkendelse. Sherpaprintet er ikke en farveprøve og har ikke til formål at være et korrekturprint. På sherpaprintet skal du tjekke om alt, hvad du forventer at se på tryksagen også fremgår af sherpaen. Er tekster, billeder, overskrifter, logoer og anden grafik rigtig (der kan opstå problemer, hvis noget står til ”overprint” i PDF’en), er siderækkefølgen også korrekt og er eventuelle stans markeret? Eventuelle rettelser markeres tydeligt på sherpaen (ikke med blyant!) og på forsiden noteres på hvilke sider, der er rettelser.
 

Sherpaprintet skal altid returneres til Cool Gray i underskrevet stand, da pladerne til trykproduktionen først køres ud, når den godkendte sherpa er i huset – og den følger tryksager igennem hele produktionen. Når alt er aftalt på forhånd og tilrettelagt vel, leverer Cool Gray den færdige tryksag dagen efter upload af den trykklare fil.